At ændre uværdigt til værdigt

DANSKE BØRN - NÅR TAVSHEDEN BRYDES er en bog om det liv, seks danske børn har haft. Det er deres livshistorier fra de blev født til i dag. De har det til fælles, at de alle har været "anbragte børn". At samfundet på et tidspunkt i deres liv har fjernet dem fra deres forældre.

Den kendsgerning er en del af disse børns smerte. Men måske er det den del, der har betydet, at de trods alt er kommet igennem. At det trods en for de fleste ubegribelig barsk, ond og ydmygende opvækst er lykkedes dem at komme igennem - som hele mennesker.

Et af de børn, der her fortæller sin livshistorie, udtrykker det således:

"I en situation, hvor alle, der kan svigte dig, har svigtet dig, ikke vil eller kan tage sig af dig, så har jeg måttet lære mig selv, hvordan jeg kunne tage mig bedst muligt af mig selv. Hvordan man kan overleve sådan noget."

Disse livshistorier fortæller, at det kan lade sig gøre at overleve. De fortæller også, hvor nødvendigt det er, at der i samfundet er en mulighed for at gribe ind. Og at ændre uværdigt til værdigt.

Det er ikke opmuntrende læsning. Det er fortællinger om barske kendsgerninger, tragiske hændelser, tænderskærende episoder og ydmygende desavoueringer af børn. Det er historier om social arv, om hjem i total opløsning på grund af alkohol og stoffer, og om børn, der langsomt, men sikkert, mister barnets eneste holdepunkter i livet. Deres forældre og deres selvværd.

Hver gang det sker, skyldes det menneskelig afmagt og nød. Hver gang er det børnene, som betaler den højeste pris for denne afmagt og nød. Børns altid eksisterende loyalitet slår ikke fra overfor svigt, inkompetence og uhyrligheder.

Det danske samfund bruger hvert år et stort milliardbeløb på anbragte børn. Så stort, at det permanent er genstand for debat og ønsker om besparelser. Disse livshistorier er både for børnene og for udgiverne et forsøg på at gøre opmærksom på, hvad det er, disse penge bruges til. Og på at anskueliggøre, at det er en forkert debat.

Bogen er blevet til gennem et tæt samarbejde gennem det første halvår af 2010 mellem journalisten Stig Andersen og Peter Soelberg og hans hustru, Pernille Ingrisch, der har stiftet institutionen Ousbjerggaard i Tølløse ved Holbæk. I eftersommeren 2010 har Ousbjerggaard eksisteret i 25 år og har i disse år været "hjem" for mange anbragte danske børn. En snak om, hvordan en sådan 25-års dag kunne markeres blev til denne bog, DANSKE BØRN. Hver enkelt af de livshistorier, som bogen indeholder, er samtidig blevet optaget til brug for en dokumentarfilm.

Samlet vil dette unikke materiale kunne give mange svar på, hvorfor det er nødvendigt for et samfund at gøre en indsats for det, der kaldes "udsatte børn". Og hvorfor det ikke er en debat om, hvor mange penge, vi bruger, men hvad vi kan og skal gøre, der er brug for.

De børn, der her fortæller deres livshistorier, har alle sagt ja til at medvirke, fordi de på deres egen krop og i deres egne hjerter har oplevet, hvad svigt, fornedrelse, manglende omsorg og menneskelig deroute kan føre med sig. Og fordi de ønsker, at det for alt i verden ikke skal overgå andre.

Ved at fortælle deres historier bidrager de til debatten med det største, et menneske kan give. Deres egen smerte. Deres mål har for hver enkelt været at undgå, at andre oplever den samme smerte.

Der er børn, som har oplevet tilsvarende ting, som fremgår af disse livshistorier, som ikke vil kunne fortælle deres historier. Som ikke er kommet igennem som hele mennesker. Det er også for deres skyld, at disse historier fortælles.

At det nytter for et samfund at tage et ansvar, giver livshistorierne også et håb om. Børnene er i dag alle voksne. De har det fælles, at de har været fjernet fra hjemmet, og at de på et tidspunkt har været på Ousbjerggaard. Om, hvad det kom til at betyde, fortæller et af børnene bl.a.:

"Ousbjerggaard gav mig den umiddelbare overlevelse, som handlede om, at man skubbede alle faretruende ting væk, men derfra og så til at leve et lykkeligt liv, hvor man kan udrette nogle ting eller kan have nogle drømme, der giver substans, det er jo det springende punkt. Men jeg blev givet muligheden for at være deltager i mit liv, og til at tage ansvar for mit liv."

"Ud over det, er det jo noget med følelsesmæssigt at komme til et sted, hvor man kan holde sig selv ud og være glad. Pigen der kom på Ousbjerggaard var jo på selvmordets rand, fordi  alting var så smertefuldt. At være i live var smertefuldt. At se et menneske i øjnene var en smertefuld ting. Derfra og til at være glad, og til at leve et anstændigt liv, det er det, jeg har fået med mig."

Det handler ikke mindst om relationer. Om en af de helt nødvendige forudsætninger for en plads i samfundet. Nødvendigheden af at "høre til"  som en forudsætning for en selvstændig og respektfuld tilværelse. I opvæksten og ikke mindst i resten af livet.

Uden den tillid, som børnene gennem deres ophold på Ousbjerggaard og deres kendskab til Peter Soelberg og Pernille Ingrisch har, ville det ikke have kunnet lade sig gøre at lave denne bog. Den tillid har betydet, at børnene har været trygge i processen, og at vi har følt os forpligtede til, at dette skulle være en bog på børnenes præmisser. Uden pegefingre, uden "eksperter"- og uden filtre. Et dokument på virkeligheden.

Livshistorierne i DANSKE BØRN er Louises, Jessicas, Chanettes, Davids, Jeanettes og Kristoffers gengivelse af, hvad de har mødt i deres liv, været udsat for og været ofre for.

Men det er, hvad de har oplevet.