Forord

Af Lisbeth Zornig Andersen Formand for Børnerådet.

Advarsel: Denne bog er ikke for sarte sjæle.

Har man tendens til mareridt efter at have set gyserfilm, vil læsning af denne bog have samme effekt. Med den grumme detalje, at hvad du kommer til at læse her, er sandhed. Oplevet af seks unge mennesker, der for et øjeblik siden var børn i det Danmark, flertallet ikke kender. Ikke forstår. Og ikke tror, eksisterer.

Så du kan nu vælge at lægge bogen fra dig - og i stedet gribe en af de utallige krimier, der skrives, og hvor det gode altid sejrer, og skurkene straffes. Eller du kan vælge at leve med ubehaget ved at læse denne bog, der tager dig igennem barske fortællinger, uden at de nødvendigvis har lykkelige slutninger. Uden at skurkene straffes. Og hvor plottet handler om, hvordan børn og unge i det anbragte Danmark kæmper en beundringsværdig kamp for at finde fodfæste i et samfund repræsenteret af voksne, der for de flestes vedkommende har ageret passive tilskuere til lidelser, du ikke forestiller dig. Har du modet til at læse bogen til ende, lover jeg dig, at du fra nu af vil have en hel anden opmærksomhed på børn, der ikke nødvendigvis er dine egne. Børn som lider på en helt anden måde, end dine egne børn nogensinde - og gudskelov - kommer til at begribe. Og som det er Danmarks forbandede og vidunderlige pligt at hjælpe.

Det er seks meget forskellige fortællinger, du kommer til at læse. Baggrunden for de svigt, der beskrives, spænder fra stof- og alkoholmisbrug over fysiske overgreb og passiv misrøgt til psykiske lidelser og kulturelle forskelle.

Fælles for fortællingerne er dog det overflødighedshorn af svigt, der er repræsenteret i dem. Du kommer til at læse om forældresvigt, systemsvigt, civilsamfundets svigt, kammeraternes svigt, egne svigt og søskendes svigt. Du kommer til at læse om store eksistentielle svigt, som da et af børnene blev sendt på kostskole i Pakistan. Og om små, modbydelige hverdagssvigt, som når pædagogerne på opholdsstedet siger op og lover at komme for at sige farvel den sidste dag. Men som aldrig kommer. Som blot melder sig syge fra den dag, de har sagt op.

Du kommer til at læse om de uhåndgribelige svigt, som når børnene med deres kroppe og deres ord skriger deres råb om hjælp ud - og ikke bliver hverken set eller hørt. Hverken af deres forældre, der ikke magter forældrerollen, eller af de pædagoger, psykologer og lærere, der er uddannede til at lytte til børnene. Til at skærme dem mod overgreb. Til at give dem det afsæt, ethvert barn i Danmark har ret til, for at kunne udvikle sig til balancerede voksne, der kan bidrage til fællesskabet. Og som kan nyde livet.

Fælles for fortællingerne er også, at alle børnene viste tydelige tegn på mistrivsel i årevis. Men at der først blev skredet til handling, når forældrene havde brug for hjælp. Når de kastede håndklædet i ringen. At der blev taget et uhyggelig stort hensyn til forældrene og at barnets tarv ikke vejede tungest.

Du vil måske få et direkte fysisk ubehag, når du læser de historier, hvor vores hovedperson fjernes, hjælpes - men hvor lillebror og lillesøster efterlades i familien. Og hvor vi på forhånd ved, at det går galt, og hvor de små søskende mister den person, der beskyttede dem.

Af de mange uhyggelige svigt, jeg har kæmpet mig igennem i denne bog, er det nok historierne om de små søskende, der efterlades i det opløste hjem, der rammer mig hårdest. Det vækker minder og ripper op i min egen sorg over at have mistet mine tre storebrødre, der i min barndom beskyttede mig i et hjem præget af vold, misbrug, sult og fuldstændig manglende rammer.

Mine brødre blev fjernet pga. problemer i skolen, og fordi min mor og stedfar ikke magtede dem. Hvilket ikke var underligt, når de voksne hver dag var sanseløst berusede. Systemet fjernede dem og efterlod mig i helvede i adskillige år, indtil jeg selv bad om at blive fjernet. Det er en gammel sorg, der blusser op, hver gang jeg og mine to overlevende brødre mødes. En sorg som er gensidig. Som gør, at vi, når vi en sjælden gang mødes, rykker tæt sammen og glemmer alle omkring os. Vi fortæller gamle historier om de få år, vi reelt havde sammen, og jeg kan mærke en gensidig længsel kombineret med tristhed over det tabte søskendeskab, der jo ikke kan genetableres. Der skete for mange ting, og vi mistede hinanden for tidligt. Båndene er der, men vi taler ikke samme sprog.

Bogen, du sidder med, beskriver gudskelov også helte i god gammeldags forstand. Der er vidunderlige fortællinger om voksne, der rækker ud. Der lytter. Og handler. Der er voksne i systemet og på institutionerne, som er naturtalenter, når de møder de udsatte børn. Mennesker, der betragter deres gerning som et kald. Og som udøver mirakler. Intet mindre.

Du vil i mange af historierne sidde tilbage med en følelse af, at de unge mennesker nok skal klare den. At de har fået noget med sig fra voksne, de har mødt på deres vej. Voksne, som ville dem. Som gjorde små så vel som store forskelle. Og forskelle, der på bundlinjen har skabt fundamentet for et godt voksenliv for vores hovedpersoner. Jeg selv oplevede også den lykke at blive set af de rigtige voksne. Som tog mig i pleje. Som varmede kakao til mig. Som strikkede en trøje til mig. Som satte studenterhuen på mig og spurgte, hvad jeg ville læse på universitetet. Som aldrig tvivlede på, at det var det, jeg skulle.

Jeg er dybt taknemmelig over, at der er seks unge, stærke mennesker, som vælger at dele deres liv med os andre. De gør det for at forhindre flere overgreb og svigt. Det er stærkt. Og det er nødvendigt, for at almindelige mennesker med "forstads-eksistentielle-middelklasse-problemer" forstår, hvad der foregår lige foran næsen på dem. Du kommer til at lære seks fantastiske mennesker at kende, som du ønsker at vide mere om, når bogen er slut. Og hvem ved, måske vælger de at lade det være en mission i livet at fortælle de grumme historier. Det håber jeg.

Jeg takker de seks unge mennesker for at dele med andre, hvad der repræsenterer stor smerte og skam for dem. Og jeg vil takke de voksne helte omkring børnene og de unge. De voksne, der kæmper for børn, der ikke er deres egne. Men som har lige så stor ret til et godt børneliv som børn i trygge opvækstvilkår har.

Som dansker skammer jeg mig over, at vi i de 25 år, der er gået, siden jeg var en del af systemet, ikke er nået længere i beskyttelse af Danmarks udsatte børn. Jeg kan for min død ikke begribe, hvordan vi i et så gennemreguleret lille samfund, hvor vi, fra før vi bliver født, bliver fulgt af børnefaglige personer, kan lade tusindvis af børn gå til grunde og overlade dem til vilkår, vi ikke ville byde vores kæledyr.

Jeg håber denne bog kan gøre den forskel, der er bydende nødvendig. God fornøjelse.